Teksten har været bragt i Politiken 8. august 2013

Hvis Silvio Berlusconi ikke bliver benådet, kan landet risikere at ryge ud i borgerkrig!

Sådan truer den for nyligt dømte politikers partifæller med dramatisk røst.

Kommer man til Italien netop nu, er der imidlertid hverken signaler om bevæbnede grupperinger eller rasende demonstranter. Stemningen er ret rolig overalt. De store byer er overladt til turisterne. Det er sikkert varmens skyld med omkring 40 grader, men de fleste trækker på skuldrene. Og for de menige italienske borgere er Silvios skæbne foreløbig blot et godt samtaleemne over et glas iskaffe ved baren eller ved Roms aviskiosker, som er de steder, hvor jeg har lavet min egen lille vox populi.

Arnaldo dell’Armi er kvarterets venstreorienterede socialfilosof, tidligere skrædder og fagforeningsmand. “Ingen nåde”, siger han.”Hvis jeg får en bøde, skal jeg betale med det samme, ellers kommer staten med renternes renter og kan til sidst snuppe min bolig. Ingen nåde for mig og heller ikke for Silvio Han skal bare takke for, at han ikke ender som sin gode ven Gaddafi”.

Det er Arnaldos skarpe kommentarer til højesterets dom over Berlusconis skattefusk – “og for resten håber jeg, han ikke afsoner dommen i fængsel, ellers skal vi oven i købet forsørge ham”, fortsætter han.

Annamaria Iori er ansat i kulturministeriet og stemte på Berlusconi i 2008, siger hun. Det manglede bare, at Berlusconi skulle blive benådet, tilføjer hun, “netop ham, som har seksdoblet sin formue, siden han gik ind i politik, mens jeg har tabt en tredjedel af min købekraft”.

Bolden går nu til Nora Melini, som er musikhistoriker. Hun har altid stemt på Berlusconi. Jo, han er forfulgt af dommerne, men denne gang har han måske overskredet selv hendes grænser: 300 millioner euro (2,3 milliarder kroner) har Silvio undladt i skatteangivelse. Det er for meget også for hende, der har altid betalt sin skat.

Pengepungen vejer denne gang tungere end ideologien. Vicesognepræst Don Antonio kommer forbi, men vil ikke tage nogen politisk stilling, da jeg spørger ham.

Han konstaterer bare, at hver uge stiger antallet af folk, der beder om et gratis måltid i hans velgørende Caritas-folkekøkken. Det er efterhånden ikke kun indvandrere, der beder om et måltid, men også italienere.

I alt er der i dag ni millioner italienske borgere, som lever i relativ fattigdom.

Berlusconi har været igennem 41 forundersøgelser og er endt i 18 retssager. Han er sluppet for at blive dømt for korruption, ulovlig partifinansiering, brug af prostituerede osv. Men nu hvor italienerne presses med det højeste skattetryk nogensinde, er det svært for Silvio at klare sig ved hjælp af sit legendariske smil.

’Han er stenrig, men har altid betalt skat’, var hans varmeste tilhængeres slagord til Berlusconis forsvar, men det duer ikke længere. Berlusconis politiske udødelighed er i fare, skønt han kun er 77 år. Ingen alder i Italien.

Det er så Albo Vittori, der får lovtil at synge det sidste vers om Berlusconi. Albo er en pensioneret maskinarbejder, som kender alt til filmhistorien. Han er mere radikal end de andre i min lille enquete og drager en surrealistisk sammenligning med Robert De Niros rolle som mafiachefen Al Capone i filmen ’The Untouchables. “Al Capone blev endelig dømt og fængslet i 1931 med en enkel dom for skattesvig på trods af sine utallige kriminelle forbrydelser. Har du set filmen med Robert De Niro? Han ligner Berlusconi på en prik. Al Capone blev dømt 11 års fængsel. Berlusconi fik 4 år, men vi venter på den næste dom for seksuelt misbrug af en mindreårig. I alt kan det også blive 11 år, og så er sammenligningen fuldkommen”.

Teksten har været bragt i Politiken 14. maj 2013

Italien er ikke et land for unge. I hvert fald ikke, når det drejer sig om magt og politik. Man skal ikke lad sig narre af, at den nye regering har en gennemsnitsalder på 54 år. Det er en ungdommelig rekord for landet. Mange iagttagere mener nemlig, at den unge 47-årige ministerpræsident Enrico Letta kun har det formelle styre. Han står i spidsen for en koalitionsregering, der reelt styres udefra af ældre eller ældgamle politikere.

En landsdækkende meningsmåling har netop vist, hvem italienerne peger på, når de skal identificere den person, der har størst politisk indflydelse i Italien.

Svaret var Silvio Berlusconi! Manden, der snart er 77 år, som netop er blevet idømt 4 års fængsel for korruption, som har været undersøgt/tiltalt i 24 retssager, som gik tilbage med mere end 6 millioner stemmer ved sidste landsvalg, men som er på fri fod og stadig anses som den mest indflydelsesrige politiker bag den politiske alliance, der sidder ved magten. Følgelig er hans aktiekapital steget med 30 procent efter sidste valg i februar.

Man skulle tro, at han havde allieret sig med djævlen! Mange af hans fans tror helt alvorligt, at han er udødelig, politisk udødelig. Andre mener, at han i virkeligheden er en kat med syv eller ni liv. Berlusconis pardans med udødeligheden gør ham bare endnu mere populær hos sine trofaste tilhængere, som faktisk blæser på, at han er korrumperet, har snydt i skat, købt politikere, haft sex med mindreårige piger m.m. For disse tilhængere er han en rollemodel, man kan leve op til – og blive mindst lige så gammel som – hvis man nu ikke bliver så magtfuld.

Malurten er udødelig, siger et gammelt italiensk mundheld.

Men også den gode urt kan holde længe i Italien: Republikkens velansete præsident Giorgio Napolitano er 88 år og kan blive i embedet, indtil han fylder 95. Ifølge den omtalte meningsmåling er han nummer 2 på listen over indflydelsesrige politikere.

Forleden døde den syvdobbelte ministerpræsident Andreotti, 94 år gammel. Han var en blanding af alle mulige urter, der vokser i Italien.

Hans retssag om mafiøse forbindelser varede i flere år, indtil en dag, den var blev forældet.

En anden model for den gode urt havde man i livstidssenator Rita Montalcini, nobelpristager i medicin, der døde i 2012 som 103-årig. Det er nok ikke et sammentræf, at Italien har verdens ældste befolkning.

De gamle beholder deres magt og status, så længe de kan. Der er ikke megen plads til de unge, medmindre de snyder med alderen.

Tekst og foto har været bragt i Politiken 21. marts 2013 – Tegning Per Marquard Otzen

Romerne er glade for at få en ny pave. I det mindste har man så en pave i det regeringsløse Italien, men efter et par tusinde år må man måske lave om på mange hellige ting i Rom. Til at begynde med ordsprogene. Det ældste ordsprog, ’Morto un papa se ne fa un altro’ (’Når en pave dør, skaffer man bare en ny’), dur ikke længere. I hverdagens lommefilosofi har det altid betydet, at ingen og ingenting varer evigt. Man går bare videre.

En amerikansk kollega har foreslået at erstatte det gamle ordsprog med et moderne og internationalt: ’Two popes are better than one’.

Han er sikker på, at det kunne skaffe nye medlemmer til den katolske kirkeretning. ’Lykkelig som en pave’ er også et mundheld, man burde ændre. Fordi den afgåede tyskfødte pave Benedikt XVI var alt andet end lykkelig i sin sidste tid som pave. Man så ham først smile, da han gav den sidste velsignelse og kunne slappe af.

En siciliansk kollega foreslog et ny mundheld, nemlig ’Angrende som en pave’ med klar hentydning til de mafiamedlemmer, der angrer og samarbejder med undersøgelsesdommerne.

Dommeren i dette tilfælde er klart nok Vorherre, og den hjælpende hånd er Helligånden. Spørgsmålet, som romerne stiller sig, er, om Helligånden for alvor har bidraget til den nye paves valg i det hemmelige konklavet.

De satiriske romere har altid kaldt Vatikanets afgående tatssekretær, kardinal Tarcisio Bertone, Helligånden. Statssekretæren er den mægtige kardinal, der har kontrollen over Vatikanets stat og Vatikanets verdslige økonomi, herunder Vatikanets bank, IOR. Bertone har ikke kunnet forklare, hvorfor en lille stat med 750 indbyggere råder over en bank med 44.000 konti. Nu, hvor hans tid er forbi, vil man måske lave om på bankens etik eller måske afskaffe banken helt, sådan som mange troende foreslår. Så kunne Vatikanet, som vitterlig er en selvstændig stat, fremstå mere som en samling troende mennesker end som en multinational koncern.

Den ny pave burde også lave om på Vatikanets bilers nummerplade. Her står der SCV (Sacra Citta Vaticano – Den Hellige Vatikanske By).

Men romerne har altid læst det som ’Se Cristo vedesse’ (’Hvis Kristus så’). Underforstået: Er al den luksus og pomp og pragt, der kendetegner Vatikanet, virkelig det, den enbårne søn døde nøgen på et kors for?.

Tekst og foto har været bragt i Politiken 28. februar 2013 – Foto AP

Der er delte meninger og mange vittigheder i luften efter kaosvalget her i Italien.

Landet er til at grine ad, når en komiker som Beppe Grillo er blevet tungen på den politiske vægtskål. Italien er til at græde over, når en kreperende politiker, Silvio Berlusconi, åbenbart var stedt til hvile for tidligt og nu er genopstået i kraft af umulige valgløfter.

Komedie og tragedie – Italien har svært ved at komme væk fra denne bitre kliché. Mange arbejdede for at få et normalt land efter valget. Men kaotiske tilstande er åbenbart det normale i Italien.

Italienerne, navnlig romerne, er dog ved at komme sig efter valgchokket og er ved at få deres traditionelle afstandtagen fra livets elendighed på plads, ser man i læserbreve og gadens vox populi. For eksempel er der nogle, som foreslår Berlusconi til pavestolen, en stilling, som jo netop er blevet ledig. På den måde kunne Italien blive fri for den udødelige politiker, og resten af verden kunne få glæde af hans vittigheder. Om ikke andet hersker der ingen tvivl om hans seksualitet – hvilket man ikke kan sige om visse kardinaler.

Andre forsøger at byde ind med klare økonomiske spareplaner. Eksempelvis at skille sig af med samtlige statistiske institutter, der ved hvert valg tager kolossalt fejl både med exitpolls og med de mere langsigtede meningsmålinger. På denne måde kunne man spare de første penge, der kunne bidrage til den savnede økonomiske vækst.

I flere måneder har vælgerne løjet om deres politiske holdning over for interviewerne fra meningsmålingsbureauerne. De yngste interviewere kunne ikke vide, at de færreste af Berlusconis tavse tilhængere vil indrømme, at de stemmer på ham. Det ville de måske kun indrømme i skriftestolen.

Den mest radikale spareplan går ud på at afskaffe samtlige parlamentariske pladser, undtagen de fem-seks stykker, der afgør landets skæbne. De øvrige 940 kunne arbejde som frivillige på et socialt center og for en gangs skyld hjælpe deres medborgere.

Man kunne samtidig spare millioner af euro på partiernes udgifterne, som de italienske skatteyderne skal betale. Modellen kunne være Beppe Grillos succesrige Fem Stjerner-bevægelse, som nægter at modtage penge fra staten. De har hverken hovedkontor eller lokale afdelinger.

Det hele udvikler sig på nettet, og de valgte parlamentarikere kender ikke hinanden. De har kun tweetet sammen med deres leder, Beppe Grillo, og lagt deres konfirmationsbillede på nettet. Man ved ikke, om man skal grine eller græde. Italienerne kan prale af at have stiftet en ny form for politisk avantgarde. Det er er nok derfor, at italienerne ikke har tid til at kede sig. Det sker altid noget.

Tekst og tegning har været bragt i Politiken 1. oktober 2012 – Tegning af Jørn Villumsen

Italien var engang kendt som landet, hvor ungdommen boede hjemme hos forældrene så længe som muligt. Denne leveform gjaldt mest de unge i alderen 19-30. Seks ud af ti boede hjemme. Af økonomiske grunde eller af ren og skær dovenskab. I Nordeuropa blev dette socialfænomen betragtet med en vis ironisk distance.

I dag er situationen anderledes på grund af den økonomiske krise. Set med nordiske øjne er det meget værre; en italiener ud af tre bor hjemme, uanset hvor gammel vedkommende er. Ikke blot de unge op til 30 år bor hjemme, men også nogle ældre unge op til 50, hvis de altså ikke er gift. De bor i hvert fald i samme boligkompleks.

Det har været kutyme i det italienske samfund, at man først forlod sin familie, når man dannede en ny familie. Så måtte den forkælede unge endelig forlade sin mama.

Men ægteskaber holder ikke altid evigt. Hvis ægteskabet ikke fungerer – det kan ske også i Italien – så vender en ud af fem fraskilte tilbage til sin gamle familie.

Man husker i denne forbindelse tidligere undervisningsminister Francesco d’ Onofrios tilfælde. Efter skilsmissen i en alder af 56 år flyttede han tilbage til sin 85-årige moder.

Den økonomiske velstand har i de seneste 20 år fremskyndet en form for familieliberalisering.

Men de negative økonomiske konjunkturer har nu gjort, at man gradvis er vendt tilbage til mere traditionelle familiemønstre. Det gælder om at samle flere økonomiske ressourcer, lønninger, pensioner eller sort arbejde under ét for at modstå prisstigningerne og den voksende arbejdsløshed. Engang boede de ældre, dvs. bedsteforældre, i familien, som om det var deres plejehjem.

I dag er det dog lidt anderledes. De ældre italienere bor i en fornuftig gåturs rækkevidde fra de yngre i familien, eller snarere omvendt.

Hver anden italiener har sin nærmeste familie inden for en halv times gåtur. Det gælder velhavende og fattige italienere. Silvio Berlusconi havde sin mor i nærheden, indtil hun døde, 97 år gammel. Den romerske folkehelt, fodboldspiller Francesco Totti boede hjemme hos sin mor, indtil han giftede sig i 2005 som en moden 29-årig.

Det er måske disse eksempler, der i dag trøster unge og ældre i samme situation – og som kan hjælpe Italien fra en truende fallit. Hvis samfundet ikke har råd til at hjælpe, kommer familien altid til undsætning.

Tekst og billede har været bragt i Politiken

Italienerne har radikalt måttet reducere deres forbrug under disse svære krisetider. Selv deres indkøb af dagligvarer er på retur.

Det er ikke sket under tidligere økonomiske kriser. Så det er alvor. Men også denne gang er der undtagelser. Forbruget af pasta og hjemmelavet is ligger stabilt. Ja, konsumeringen af hjemmelavet is, gelato all’italiana, er endda steget.

Forklaringen må ligge i, at pasta er langt billigere end andre fødevarer med samme indhold af kulhydrater, proteiner og vitaminer. Følgelig kan italienerne i princippet overleve hvad som helst takket være pastaen.

Men gelato er bare luksus. Eller rettere: en lettilgængelig form for trøstespisning netop i svære tider. Derfor mener nogle, at denne herlige delikatesse har fortjent et museum helt for sig selv. Og det har verdens største ismaskinefabrikant, Carpigiani, sørget for.

Museet ligger i Anzola dell’Emilia nær Bologna. Ikke så nemt at finde, men rejsen er umagen værd. Om ikke andet bliver man belønnet med ubegrænsede mængder af hjemmelavet is. Jeg var med til presseåbningen for nylig. Den opmærksomme besøgende vil kunne lære, at de første spor – som desværre er smeltet – af en primitiv ismad går cirka 12.000 år tilbage i tiden.

Mere konkret kan man finde spor af iskulturen hos romerne, araberne og endda kineserne. Frisk sne med vinmost eller krydret frugtsaft var en efterspurgt delikatesse hos de gamle romere. Araberne havde noget lignende på menuen og kaldte det for sherbet, i dag sorbet.

I renæssancen i Firenze begyndte den iskultur, vi kender i dag, med den første geniale ismaskine. Så gik det derudad. Gelato har en god sød historie bag sig, og museet fortæller den med dokumenter, ismaskiner gennem tiderne, udviklingen af vafler. Men der er ikke et ord om de store multinationale selskaber, der påstår at lave is. Den ægte gelato er artigianale, hjemmelavet hos en ismager – i dag isbar. Der er 36.000 af den slags i Italien. Antallet af lignende isbarer stiger over hele verden.

Italienske sociologer har også en mening om hjemmelavet is. Gelato giver en nydelse i nuet, siger de og kalder den en metafor for livet. Den skal nydes, mens den er der. Ellers smelter den.

Tekst og tegning har været bragt i Berlingske – Tegning af Jens Hage

Pavens butler Paolo Gabriele bliver dømt og antagelig benådet af paven. Vatikanets statssekretær, kardinal Tarcisio Bertone, går af og med ham flere kardinaler i nøgleposter. Det sker inden 31. december. Det er konklusionen af den største intrige i Vatikanet nogensinde efter Anden Verdenskrig.

Selv forfatteren Dan Brown ville have svært ved at finde ud af, hvad der p.t. foregår bag Vatikanets mure. Alle taler om intriger. Folk og medier kræver navnene på skurke og gerningsmænd, men det er ikke nemt. Intrigen er der, men Vatikanet, som det er kutyme, nægter at der overhovedet er nogen intrige. Vatikanet er ikke blot det religiøse holdepunkt for 1,2 mia. katolikker spredt over hele kloden, men er også en stat. Romerne kalder Vatikanet den mindste stat med den største indflydelse i verden. Udover et lilleput-areal på 44 ha. råder Vatikanet over en række ejendomme på italiensk territorium.

Vatikanstatens forfatning blev justeret i 1969: Paven som statschef har såvel den udøvende som lovgivende magt. Der er dog praksis for, at det er statssekretæren, der regerer staten. Er statssekretæren smart, så er han både statsminister og statschefens spindoktor. Med så mange brogede interesser er det svært for de katolske troende at skelne mellem det åndelige og verdslige, mellem tro og religionens regler. Det er faktisk lettere at have tro end at følge religionen. Troen, siger man, er en gave. Enten har man den eller også har man den ikke. Religionen medfører, at man skal adlyde og rette sig efter, hvad det katolske hierarki siger. Og det er straks sværere for de nuværende, kritiske tænkende katolikker. Det er f.eks. svært for en troende at acceptere, at Romerkirken ejer banken IOR med en omsætning på 60 mia. euro (ca. 450 mia. kr.). Hvorfor? For at støtte forkyndelsen af den katolske religion i verden, lyder det automatiske svar. Her finder man den vigtigste kerne i intrigen.

Man må dog finde en første-forklaring i 2005, da den tyske teolog Joseph Ratzinger blev valgt til pavestolen og tog navnet Benedikt 16. For syv år siden regnede Kurien – altså de magtfulde konservative kardinaler – med, at den 78-årige pave kun skulle regere i kort tid og ikke havde så meget at skulle have sagt. Der er en tradition inden for Romerkirken, at efter en betydningsfuld pave, som Johannes Paul 2. vitterlig havde været, skal man have en overgangspave, for så at give plads til en yngre pave, der kan sætte sit præg i historien. Joseph Ratzinger blev sikkert valgt, fordi han betragtedes som en konservativ teolog, totalt optaget af at studere og begravet i sine studier og sine bøger. Dette ville have give mulighed for den italienske kirke til at genvinde den magt, de havde tabt under den 26 år lange paveperiode med den polskfødte Johannes Paul 2. Ratzinger valgte selv i 2006 sin statssekretær, nemlig den hidtil trofaste kardinal Tarcisio Bertone, som med det samme begyndte at optræde som en slags kardinal Richelieu – resolut og autoritær. Paven var opslugt af sine bøger og af sine aenciclicae, de teologiske kirkebreve, som sendes ud til samtlige verdens katolikker.

Alligevel ønskede paven at tage fat i de tre vigtigste punkter, som han syntes var i strid med den katolske ånd. Han ville offentliggøre listen over de ca. 4.000 præster rundt omkring i verden, der var anklaget for pædofili. Listen lå skjult i en skuffe, som Kurien ikke ville åbne. Det kunne skade kirken. Det var den første konflikt. Det kostede bl.a. paven en hård konfrontation med den stærke irske kirke, som havde haft ikke så få tilfælde af præstepædofili.

Kurien gjorde stadig modstand over offentliggørelsen af denne liste. Mange troede, at paven stod bag Vatikanets uvilje. Nok var paven en konservativ teolog, men alligevel meget konsekvent i sin tro. Pædofili er en synd, endda en stor synd, som skal straffes, selv om det skulle koste sympati og tab af finansieringer fra de angelsaksiske kirker, som er de rigeste.

Det andet punkt, der medførte revner i forholdet mellem paven og statssekretæren, var netop banken IOR (Istituto Opere Religione) med hovedkontor i Vatikanet. Den nuværende bank blev oprettet i 1942 for at administrere Romerkirkens verdslige værdier i den svære krigstid. Med årene blev banken til et omstridt kreditinstitut. Onde tunge sagde og skrev, at instituttet har stået for farlige pengeoverførelser og ligefrem vaskede sorte penge hvide. For ikke at nævne bankskandalen per definition i Italien, Banco Ambrosiano i 1986, hvor IOR havde en stor rolle i intriger gennem obskure finansmænd såsom Michele Sindona og Roberto Calvi, som begge døde under mystiske og obskure omstændigheder, sikkert med mafiaens medvirken. Instituttet IOR har et helligt formål, nemlig at støtte den katolske mission i verden, men det er alligevel uforståeligt for de tænkende troende, hvorfor det administrerer 44.000 bankkonti, når Vatikanet højst har 900 indbyggere, har ressourcer for seks mia. euro og menes at omsætte for 60 mia. euro på et år. Alt dette har også vækket pave Benedikt fra hans bogstudier og tvunget ham at se den praktiske sandhed udover evangeliet i øjnene. Paven beordrede, at IORs transaktioner skulle være gennemsigtige, satte nye mænd i ledelsen og ville have, at IOR meldte sig til Moneyval, Europarådsinstituttet, der overvåger pengetransaktionernes korrekte formål. Det tredje kernepunkt vedrørte Vatikanets administration. Også her mente paven, at der var rod, hvis ikke ligefrem korruption. Paven bad en kompetent kardinal, Carlo Maria Viganó, om at rydde op i huset.

Det faldt åbenbart ikke i statssekretærens smag. Den flittige kardinal Viganó blev efter 18 måneder forfremmet og sendt til USA som Vatikanets ambassadør. Det er vel at mærke statssekretæren, der beslutter alle ambassade-rokeringer. Paven virkede på et tidspunkt som en Don Quijote mod vindmøllerne. Han havde gjort, hvad han syntes var rigtigt, men turde ikke gøre mere end det, f.eks. fyre statssekretæren. Bertone har siddet på posten to år mere end normalt. Derfor siger man, at pave Benedikt ikke tør træffe kontroversielle epokebeslutninger. Selv på sit kære teologiske plan var paven begyndt at åbne meget skrøbelige døre. Nogle iagttagere tolkede en af hans taler som en åbning for præventionsmidler, hvilket straks blev afvist af Kurien. Ingen kunne dog hindre paven i at åbne en lille dør til de tusindvis af katolske fraskilte, som han gjorde den 4. juni i Milano. Hidtil havde Romerkirken altid fordømt skilsmisser. Den »svage« pave er efterhånden blevet populær i Italien. Beviset på det var netop i Milano, hvor over en mio. mennesker mødte op, måske for at bakke ham op i hans konfrontation med Kurien. En konfrontation, som ifølge Vatikanets officielle kilder, ikke eksisterer. Paven, statssekretæren, Kurien og samtlige kardinaler lever i bedste økumeniske ånd.

Konflikten står mellem to livsfilosofier og følgelig to grupperinger. Den første er inkarneret i den strikse statssekretær, kardinal Bertone, som sikkert med god vilje vil beholde Romerkirkens autoritære struktur og selvstændige rolle, endda med afgørende indflydelse i det italienske samfund. Den anden gruppering er meget mindre og består antagelig af en snes trofaste gejstlige, der vil beskytte paven mod Kuriens indflydelse. For første gang lod en af disse trofaste kardinaler sig interviewe inkognito af en italiensk avis. Han forklarede, at eftersom paven ikke vil skabe frygt og forvirring hos de troende, måtte andre gribe ind for at forsvare ham. Iagttagere i Rom mener, at det netop var denne gruppe, der fik butleren Paolo Gabriele til at stjæle de hemmelige papirer og lod dem sive ud til pressen, så verden kunne få at vide, hvad der foregik bag de hellige mure.

Som tingene står i dag, tror de fleste, at skurken er statssekretæren Tarcisio Bertone. Den gode og naive er paven. Gerningsmanden er den 48-årige butler Paolo Gabriele, der bliver dømt. Men for de fleste katolikker er han en ny martyr i Rom.

Tekst og billede har været bragt i Politiken

Tegning af Per Marquard Otzen 

Italienerne skal spare på energien, hvis de vil reducere landets enorme statsgæld på cirka 1.930 milliarder euro.

Det allerførste, de kan gøre, er at tage trappen i stedet for elevatoren. Besparelsen ville her ikke være så ringe.

Det er en kendsgerning, at Italien er noteret for en række specielle rekorder. Ud over verdens største statsgæld på cirka 1.930 milliarder euro kan man nævne antallet af kunstgenstande katalogiseret af Unesco eller antallet af vine med kontrolleret betegnelse – og meget andet.

Men få kender en tankevækkende rekord. Nemlig antallet af elevatorer. Italien fører i verden med ca. 850.000 elevatorer, og disse bruges flittigt og hyppigt. Der er flere elevatorer i Italien end i Kina og USA. USA, som er verden rigeste nation, har blot 750.000 elevatorer. Kina har 800.000. For hver 70 indbyggere har Italien en elevator. I Kina går der 16.000 indbyggere på en elevator.

Det giver et billede af landet, eller af landets dovenskab, selv i krisetider. Man forklarer det italienske fænomen med, at italienerne er flinke mod landets ældre og forsyner dem med de mest moderne elevatorer selv i huse med to etager.

Måske bidrager det til, at italienerne er den befolkning i EU, der lever længst.

Man tilføjer også, at elevatorlobbyen er meget stærk, og at byggespekulanterne i Italien foretrækker, høje huse i stedet for hyggelige, små bygninger, men måske er italienere bare dovne og vil spare energien til andre ærinder.

Historikerne vil også være med i debatten og begrunder elevatortilbøjeligheden med, at de første, primitive elevatorer blev brugt i de rige kejseres paladser og endda i Colosseum, men dengang blev energien leveret af slaverne, der trak i snorene for en meget billig penge.

I dag er energien det største minus for den italienske handelsbalance, selv nu, hvor man begynder at bruge alternative og vedvarende energikilder som vind og sol. Nu skal der spares. Italienerne opfordres til at tage trappen. Det er sundere og vil hjælpe landet til at komme ud af krisen. Arkitekter og bygningsingeniører opfordres til at tegne nye huse med mere usynlige elevatorer, så folk ikke får øje på dem og i stedet tyer til trapperne.

Det kunne også skabe en ny stilling: en elevatorinspektør, der autoriserer den enkelte italieners elevatorbehov efter alder, vægt eller forbindelser.