Dele af klummen har været bragt i Politiken d. 16. november 2017

Naturkatestroferne i Italien får altid forsiden, men måske ikke så meget som den fodboldkatastrofe, der har ramt Italien. Landsholdet kommer ikke med til WM i Rusland for første gang i 60 år. Det var Sveriges skyld, siger de rasende tilhængere. MenSverige gjorde ikke andet end vinde playoff med blot et italiensk selvmål. Og det var er selvmål for den nationale stolthed og måske for den nationale økonomi. Eksperter regner med et tab på 750 mio dansk kroner pga manglende indtægter fra moms, reklamer osv.

De mere desperate fodboldfans forslår at boykotte Ikea og opfordre bilister til ikke at købe Volvo biler. Men alligevel.

Sagen kommer op i parlamentet. Rasende parlamentarikere mener, at hele FIGC (svarende til DBU) skal fyres hvis ikke hænges. Hvilket aldrig sker i et land hvor selv præsidenter dømte til fængsel ikke drømmer at forlade deres poster. Se fx d.81 årige Silvio Berlusconi, der atter truer med at lede den politiske koaltition der kan regere Italien. Formand for FIGC Carlo Tavecchio er dog blot 75 år gammel, og den uduelige landstræner Giampiero Ventura er kun 70. De går kun hvis de får en kæmpe bonus. De regner nok med at leve mindst så længe som Berlsuconi.

Fodboldkatastrofen har om ikke andet afledet opmærksomheden fra den permanente krise. Landet skal til valg igen til foråret og ingen kan forudse hvad der vil ske.Landets statsgæld på over 2000 mia, euro svarer til 130 pct af BNP. De forskellige Mafiaer har øget deres kontrol over den syditalienske økonomi.

Ledigheden blandt de unge der søger deres første job er på omkrin 38 pct.

Men alt kommer i anden række. Italien kommer ikke til at vinde sit femte WM. Det hele er et selvmål.

Dele af klummen har været bragt i Politiken 09/11 – 2017

Italien er jo en republik med Roms som hovedstad, men alligevel har den evige stad altid en regerende ottende konge.

Det skyldes, at Rom blev bygget på syv høje, og i begyndelsen for omkring 2700 år siden blev byen styret af et dynasti bestående af syv konger.

Romerne kan imidlertid godt lide at pynte på historien og har derfor opfundet begrebet “den ottendekonge”.

Roms ottende konge er en gennemsigtig og svævende størrelse, som man ikke finder omtalt ibøgerne, men kun i de lokale aviser og i den fortrolige snak romer og romer imellem. Det er en yderst populær betegnelse, som en nulevende, aktuel og betydningsfuld borger får tildelt. Titlen tilhører stadig Francesco Totti.

Francesco Totti er en national helt. I Rom er han er et idol, som fortjener titlen som den ottende konge, selv om han som 41 årig netop er holdt op med at spille. han har spillet i 25 år for samme klub, altså Roma.

Han er stadig den mest folkekære mand i byen og titlen  som “ottavo re di Roma”, Roms ottende konge er stadig hans. 

Tottis farligste rival for titlen er dog  Paven Frans, Francesco Bergoglio. Der er dødt løb mellem de to Francesco´er.

Stadigt i 2017 kæmper Francesco Totti for at forsvare sin titel. Totti er ikke alene ægtefødt romer, men har også været verdensmester. Han er doven og genial, irritabel og irriterende og fantastisk generøs, sådan som en ægte, indfødte romer skal være. Pave Frans er en fredelig revolutionær, der vil lave om på det hele, så Rom kan blive bedre, og renere.  Paven arbejder irhærdigt for at smide alle skurke, pædofile og svindlere ud af romerkirken.

Det kan romerne godt lide. Da paven blev udråbt i marts 2013 og en kardinal råbte den ny paves navn Francesco! – råbte mange romere lettede : “Nu er Totti også endeligt blevet pave!”.

Den ottende konge er en levende legende, som også huskes af eftertiden. De to Francesco’er burde måske deles om titlen,selv om de måske ikke ved det.

Dele af klummen har været bragt i Politiken 20/9 – 2017

Gastronomisk VM`er af mange typer, det er Italienerne specialister i.

Hernede holder man i hvert år i Parma VM i at fremstille håndlavet pasta. I Napoli, hvor ellers? holder man VM i pizza. I Rom har vi naturligvis VM i den lokale ret spaghetti alla carbonara.

I år var der i september et nyt mesterskab i Tiramisu, der fandt sted i Treviso, hvor man påstår at have opfundet denne meget populære dessert, der lød med det samme protest fra Siena, Verona og Torino der alle mener at have ophavsretten til denne dessert, endda med stor risiko for gensindig kulinarisk boykot.

I Rimini holdt man forleden en virkelig rolig Gelato World Tour, dvs VM for is-magere( det hedder gelatiere på italiensk). Det er svært at vinde sådan en konkurrence, men det er måske sværere at være dommer i sådan et VM i is. Dommerpanelet måtte på 140 minutter smage sig igennem de 36 forskellige is-smage der var kommet i finalen.

Det var opgaven, som jeg sled mig igennem i selskab med andre 24 erfarne journalister i Rimini, den berømte kystby i Italien som har udnævnt sig selv som verdens hovedstad for Gelato (hjemmelavet is).

Man kan blive beruset helt uden alkohol af de mange smagsprøver, alkohol er iøvrigt forbudt under konkurrencen. Man er nødt til at forblive kold i hovedet og kold i smagsløgene.

Konkurrencen i Rimini var ellers konklusionen på en to års lang rute, igennem 36 lande med deltagelse af 1830 ismagere, af alle mulige farver og kulturer.

Glem alt om den traditionelle simple is- gelato med med vanille eller chokolade.

Gelatiere må være yderst kreativ, må gerne bruge råvarer fra sit eget land, fortælle historier og får dommerne til at le eller græde.

Kineserne slog igennem med deres raffinerede madkultur, men vandt ikke. Japanerne bøjde sig pænt med lotus blomster, man vandt ikke. En ung kvindelig ismager fra Colombia præsenterede en raffineret og festlig Marakujia frugtis med stykker af chokolade med et begejstret smil og vandt bronze medalje.

En sød buttet pige fra Singapore hed Sharon Tay, som lød på deres sprog faktisk Sharon Tate. Hun vandt den specielle præmie fra den udenlandske presseforening i Italien, altså mig, isen var af kokosmælk med karamel af rørsukker.

De egentlige vindere var en italiener fra Umbrien der lavede en formidabel tre slags pistacie – is og to tyskere af italiensk oprindelse fra Køln, med deres fantasifulde nostalgiske is smag.

Det hele blev afsluttet i bedste italienske stil med en stor fest med højtidelige taler og løfter, så som at gelato kan skabe fred i verdens konflikter, at gelato er den kolde tråd der løber mellem og kan forbinde de forskellige kulturer osv.

Dommerne kunne ikke andet end spise endnu en god stor is med vanille og chokolade.

Klummen har været bragt i Politiken d. 8. august 2017

De unge italienere, kaldet millenials, altså født efter året 2000, havde kun hørt hans navn fra de voksne.

Mange troede, at han var en legende fra en TV-fiction, i stil med House of Cards.

Men han er virkelig og levende.

I alder af 81 år er han vendt tilbage. Silvio Berlusconi er atter i gang i sit forsøg på at opnå politisk magt i Italien. Det er det han ønsker mest. Ellers keder han sig.

Jamen var han ikke blevet straffet med to års fængsel for korruption og udelukket fra enhver politisk embede, efter at have været anklaget og udsat for omkring 40 retssager? Jo, men mon ikke Italien stadig er miraklernes land, hvor alt kan ske?

Berlusconi har søgt om en speciel nåde hos EUs Højeste Ret for at kunne stille op til næste valg.

Det får han sikkert ikke, men han arbejder flittigt som den fødte politiske leder for at agitere, manipulere og styre alting og det hele bag kulisserne.

Takket være den politiske konflikt mellem landets to største partier, det regerende demokratiske parti og populistbevægelsen 5 Stjerner, er det efterhånden lykkedes den gamle Silvio at samle flere mindre partier omkring sig som den tredje styrke.

Ja netop, som en tredje mand der er inviteret til bords, mens de første to skændes om regningen. På denne smarte måde risikerer hans koalition at vinde et eventuelt nyt valg.

I miraklernes land har grundlovsretten i mellemtiden slettet den gamle valglov, så man ikke ved hvordan man skal stemme, hvis der var valg i morgen. Tiden løber i usikkerheden, og gamle Silvio vinder støt terræn.

De unge kender ham ikke særligt godt og kan risikerer at tro på hans løfter. De gamle har delvis glemt hans dårlige sider og elendigheder netop fordi de er gamle. Så prøver den fornyede Silvio at male et nyt moderne billede af sig selv i takt med moden. Han viser nu at han elsker hunde og katte, selvfølgeligt fordi italienerne har ca. 20 millioner af kæledyr i deres hjem, og det på trods af, at den hund han havde medbragt i et tv-interview bed ham i hånden!

Nu er han faktisk blevet vegetar, siger han, og har stor respekt for veganere. Han kæmper for et bedre miljø, altså alle de emner han blæste på i sin tid som regeringschef.

Plastikkirurgi og ny-plantet hår hjælper Silvio Berlusconis i sin nye genopståelse.

Så lyder spørgsmålet igen og igen: Er han virkelig udødelig? Kender man noget til hans pagt med Djævelen?

Jo da, fordi Italien er et land hvor de gamle stadigvæk tæller, kunne man svare.

Den tidligere republikpræsident Giorgio Napolitano gik af som 94-årig og lever endnu. Italiens populæreste tv-vært Piero Angela er lige fyldt 90 og er yderst aktiv hver mandag med sine populærvidenskabelige programmer, der har den højeste share. Alt dette trøster mig.

Jeg er kun lige fyldt 72.

Klummen har været bragt i Politiken d. 30. maj 2017

Tidsberegningen for byggerier i Rom er meget fleksibel, som f.eks. opførelsen af Peterskirken.

Kirken blev faktisk påbegyndt i 1452 og indviet i 1626 under ledelse af 28 paver og utallige chefarkitekter.

Når romerne vil udtrykke, at noget varer i det uendelige, siger de, at det varer som fabbrica di San Pietro.

Opførelsen af Metros linje C går heldigvis noget hurtigere. Den er kun, indtil videre, syv år bagud i forhold til det oprindelige projekt.

Men denne gang har romerne været smartere end ved konstruktionen af de tidligere Metro A og B.

Metro C åbner helt gradvis de nye stationer, dog langt fra den indre by. Altså fungerer den, men alligevel endnu ikke efter den planlagte fabelagtige, historiske rute, der skulle føres under Colosseum, Forum Romanum helt til Peterskirken.

Som kompensation for denne mangel kan man i dag beundre Metro C, Station San Giovanni. Stationen er der, skinnerne og togene også, men den bliver først taget i brug til efteråret.

Imens kan romere og besøgende beundre selve stationen, som er et levende førromersk og romersk, middelalderligt museum med ruiner og minder fra over 12.000 års historie – fra stenalderen til de nyere romerske villaer fra det første århundrede efter Kristi fødsel.

Et museum inkluderet i en metrobillet (1,5 euro), der på flere sprog fortæller om byens historie netop ved denne udkant af det gamle Rom. Her dyrkede man allerede for 2.000 år siden ferskner, der netop var kommet fra Persien. Her var der et perfekt kunstvandingssystem.

Her har man fundet statuer og raffinerede smykker. Alt blev fundet, da man skulle udgrave og etablere metrobanen ved San Giovanni, altså Lateran-området.

Det bliver en meget besøgt station, frygter eksperterne. Man risikerer, at turisterne står i kø for at se den gratis udstilling, mens travle romere må presse sig forbi for at nå næste tog. Man er imidlertid ret vant til det velorganiserede kaos i Rom.

Linje A’s realisering blev skildret af filminstruktøren Frederico Fellini i filmen ’Roma’ med surrealistiske effekter, da borearbejdet stoppede konstant pga. arkæologiske fund. Fellini forestillede sig de romerske ånder og spøgelsers raseri,  da de blev krænket af uvidende moderne romere.

Det tog 30 år at bygge Metro B, men der var også lige en Anden Verdenskrig i midten. Verdens største amfiteater, Colosseum, blev opført på ca. seks år (omkring 80 e.kr).

Dengang var der ikke problemer med bevillinger og fagforeningernes aktioner eller skandaler, der stoppede byggeriet, som det har været tilfældet ved opførelsen af Metro C.

Skulle Metro C en dag blive en realitet i hele sin planlagte længde og udstrækning, ja, så vil den blive verdens smukkeste. Passagererne vil fra vinduerne kunne se Forum Romanums gamle patriciervillaer, helt til Skt. Peter og meget mere ved blot at køre i linje C.

Bragt i Politiken d. 22. april 2017

Vi troede alle, at det var løgn: Italien på førstepladsen!

Siden 2006, da Italien vandt VM i fodbold i Tyskland, har vi faktisk ikke set vores land figurere på toppen af en rangliste.

Denne gang var det ikke sportslige bedrifter, der sendte os til tops, nej det var klassificeringen over det sundeste land i verden. Kilden er intet mindre end Bloomberg, en helt igennem ubestikkelig amerikansk institution.

Ved aviskiosken i mit kvarter, som er et notorisk mødested for forhenværende revolutionære og sportsfanatikere, troede nogle mistroiske romere, at sundhedsministeriet sammen med socialministeriet havde betalt for denne research, men det var det ikke, forsikrer Bloomberg Global Health Index of 163 countries.

Amerikanerne er overbevidste om at livet er sundest i Italien, på trods af eller måske ligefrem takket være den økonomiske krise, den politiske ustabilitet og alle de traditionelle herlige laster, der præger dette land. Bloomberg mener nok, at kriser og vanskeligheder er stimulerende.

Hvis man sammenligner Bloombergs med en anden rangliste, der udkom samme dag, World Happiness Report, hvor Norge og Danmark plejer at dominere resten af verden, ja så var det en god trøst for kiosk-mand Armaldo. Han er lige fyldt 84 og nægter at opgive sin eftermiddagsturnus i kiosken.

“Jeg er lykkelig sådan, men det må du ikke sige til dine danske venner, ellers kunne Italien måske stige opad på Lykke-ranglisten, lad dem endeligt tro, de er de lykkeligste”.

På denne liste besætter Italien en middelmådig 48. plads, lige efter Uzbekistan, men lige før Rusland. Det er en glæde for Giovanni, som er en angrende kommunist, født i 1950erne, der havde Sovjetunionen som eftertragtet model-land.

De anerkendte ranglister syntes ikke at være noget for italienere, navnlig hvis man kigger på den berømte Tranparency International., dvs listen over korruptionen i verden. Her har vi haft en markant bedring, fra en 61. plads til en fornem 60. plads i 2017. Lande som Botswana lider af færre korruptionsaffærer end Italien.

“Det er ikke afgørende, de gamle romere oprettede og vedligeholdt deres rige, også takket være den velorganisertede korruption,” siger den pensionerede skolelærer, hvis navn jeg aldrig kan huske.

Sidste påstand får den ridderlige Donato til at ulme op:

”Det er da blot fordi vi afslører alting her i Italien. Vi er ikke så smarte som fx tyskere og franskmænd, de tilsander al korruption og virker udadtil perfekt- altså undtagen Danmark, naturligvis. Sidste vending er henvendt til mig. De ved at Danmark også er nr. et på denne virtuose rangliste.

Det er bedst for alle at dreje samtalen tilbage til Sundheds-rangllsten.

“Det er fordi vi spiser bedst. Tænk på en god carbonara (som dog ikke er verdens sundeste ret). Det er fordi vi spiser grønt, udover pasta. Vi drikker ikke så meget, jo, lidt, men hver dag. Det fordi vi hidser os op og ikke beholder det rådne inde ind i os. Det er fordi vi brokker os, men vi klager ikke. Det er fordi vi er italienere.”

24. april udkommer vores helt nye bog om Toscana, mad og mennesker. Vi glæder os rigtig meget til at dele bogen med jer.

Her er et uddrag af bogens forord:

Vi har et hus i Toscana. Med den smukkeste udsigt til olivenlunde. Der bor vi, når vi ikke er i Rom eller i Danmark.

Huset ligger i Trequanda, en middelalderby med 1.390 indbyggere. Byen ligger i 460 meters højde over havet midt mellem de to dale, Val di Chiana og Val d’Orcia. Tilstrækkeligt langt væk fra Siena og endnu længere væk fra Chianti og Firenze. Vi bilder os ind, at kun ganske få kender noget til disse kanter.

Det er her på disse kanter, vi har lært gode mennesker at kende og lyttet med på deres fantastiske fortællinger, overværet og gennemlevet komedier og tragedier med dem og lært enkle og fornemme madretter, der efter vores mening har enorm historisk værdi.

Her har vi også fået bekræftet, at madlavningen genspejler en civilisations kultur. Og vi har lært, hvordan de mest ydmyge råvarer kan forvandles til superbe retter.

Vi er klar over, at Toscana har den største koncentration af kunstskatte i verden, og så godt som hver eneste mindre landsby kan byde på mindst én uvurderlig kunstskat fra middelalderen eller et mindre renæssancepalads ved siden af et lille trattoria. Sådan er det også i Trequanda, som råder over en kirke fra 1370, et slot fra 1100-tallet, to spisesteder, to barer, en velrenommeret slagter, en lille købmand, et apotek, en bank og en aviskiosk, ud over postkontoret, tankstationen og en carabinieri-kaserne med hele fire betjente.

I andre lande ville man betragte samme goder og tjenester som værende nok til 30.000 indbyggere. Her i Toscana er det ganske normalt, at landsbyer råder over alle disse goder og er stolte af byens helt særlige historiske baggrund og de uendeligt mange spændende beretninger.

I de større toscanske byer mærker man et naturligt hovmod, og både aristokrater og byborgere mener, at deres kultur og ikke mindst deres køkken er det bedste i verden. Og at alle de store nyheder i verdens gastronomi enten direkte eller indirekte er hentet herfra. De nutidige toscanere taler om etruskerne og Medici-familien, der stod bag renæssancen, som om de har kendt dem personligt. De førstnævnte banede vejen til Rom, der følgende erobrede verden, og Medici-familien forkyndte skønheden i verden allerede tilbage i 1400-tallet.

Her i dette mindre kendte område har man imidlertid en mere realistisk tilgang til livet. Man nøjes blot med at fortælle, at olivenolien her er verdens bedste. Det betyder følgelig og underforstået, at her er køkkenet således det bedste i verden, overhovedet – udtrykt på toscansk maner, elegant, snedigt og aristokratisk.

Madlavningen herfra er trods den tunge historiske vægt en evig overraskelse, hvad enten man oplever den hos gode venner eller på det lokale spisested. Hos et venligt pensioneret par eller hos en familie af den højere klasse.

I disse to dale har Helle set, duftet, lært og arbejdet med denne madkultur og følgende brugt den på sin kokkeskole. Og Alfredo har lyttet til og indsamlet ældre og nyere historier, der har bekræftet vores opfattelse af dette utrolige land.

I dette område er der utallige kulturfund og hundredevis af spisesteder. Vi skildrer imidlertid en mindre del af dem, vores egen livsrute i dalene, som dog omfatter mange andre skønne virkeligheder.

Det er denne rigdom, vi vil forsøge at fortælle om.

Klummen har været bragt i Politiken d. 11. februar 2017

Det er ikke nemt at være Pave.

Mundheldet fuld som pave eller glad som en pave gælder ikke længere med den nuværende Pave Frans(Francesco).

De fattiges og udstødtes pave Frans drikker ikke og ser ikke særlig glad ud, når han taler om den manglende fred i verden og om migranternes ulykkelige skæbne.

Endnu mindre glad så han ud, da han så plakater hængende i kvarteret omkring Vatikanet, der angreb ham for den ultra fremskridtvenlig linje.

“Hvor er din barmhjertighed blevet af, når du afliver Malta Ordenen, straffer præster (pædofile red) ignorerer kardinalerne..”  Dette stod bl.a. på plakaterne i Rom, der straks blev fjernet, alene med det påskud at der ikke var betalt kommunalt gebyr for plakatophængning.

Iagttagere og romere prøver at finde ud af hvem der stod bag dette nye angreb mod den revolutionære pave Frans.

Var det de pædofile præster, som er smidt ud af kirken? Eller var de skuffede spekulanter, der ikke længere kan bruge IOR, Vatikanets bank til deres mystiske transaktioner? Eller også de ultrakonservative kardinaler, der har mistet deres magt med denne pave?

Intrigerne omkring den hellige stol har altid fascineret romerne og mange forfattere. Dan Brown har bygget sin lykke og sin formue på det.

Pavernes historie er fyldt med angreb, kontraangreb, krig og mord. Den allerførste pave, Peter blev myrdet af Kejser Nero, fordi han formodedes at ville underminere kejserriget. I nyere tid døde Johannes Paul 1 i 1978 under mystiske omstændigheder efter blot 33 dage. Hans første gerninger pegede på en ny frisindet romerkirke. Han turde kalde Gud ved navn, nemlig moder i stedet for fader. Det faldt ikke i de konservative kardinalers smag.

De lykkede imidlertid ikke med at myrde den polskfødte Pave Johannes Paul 2.

Han blev skudt, men døde ikke af det. Han var med til at opløse det kommunistiske system i de daværende østlandene.  Hed det i Rom.

Og hvad med Pave Frans? Hvem ville have ham død eller bare svine ham til?

Måske præsident Donald Trump, begynder ironiske gisninger og fnisende mumlen gradvis at spredes sig  i Rom. Nok fordi at Præsident Trumps navn findes overalt i alle aviser, tv og på nettet.

Men det med plakaterne mod Paven kunne godt ligne en subtil start for en kampagne mod et statshoved, som Paven vitterlig er, der opfodrer alle til at tage imod migranterne, at bygge broer i stedet for mure, at åbne sig over for den ganske verden.  Er alt dette er ikke helt præcist hvad Trump plejer at sige eller hvad?

Artiklen har været bragt i Politiken d. 22. januar 2017

Jeg bliver ofte spurgt om forskellene på italienere og danskere. Svaret er ikke svært, men dog utrolig varieret.

Man kunne svare, at det drejer sig om de to vidt forskellige måder at forholde sig til samfundet på og de to helt forskellige former for respekt, som næres over for samfund og de offentlige institutioner.

I Italien er den meget lav, hvilket måske er forklaringen på, at 85 procent af italienerne peger på en ikke-italiener, nemlig pave Frans, når de bliver spurgt, hvem der er det mest hæderlige og pålidelige menneske i Italien.

Forskellene kunne også tage udgangspunkt i de europæiske statistiske tabeller (Eurostat), hvor man kan læse, at danskerne er de mest lovlydige borgere i EU, mens italienerne desværre ligger på en af de nederste pladser.

Europæiske statistikker peger til gengæld på, at italienerne er dem, der spiser fleste grøntsager i EU, mens danskerne ligger i den anden ende af skalaen. Italienerne bliver heller ikke skilt i så stort et omfang som danskerne. Skilsmisseraten er det halve af den danske, hvilket måske kan hænge sammen med traditioner og det faktum, at skilsmisser først blev tilladt i Italien i 1970.

Men den forskel på danskere og italienere, som i over 50 år har slået mig mest, er brugen af bukser og shorts.

Den første dansker jeg mødte, det var i Italien i 1962, var en høj, blond, flot fyr, der var iført hvide shorts, ankelsokker og sandaler. En anden dansker, som jeg mødte i Rom her i 2017, var også iført hvide shorts, ankelsokker og sandaler, skønt temperaturen nærmede sig nul grader.

Shorts var noget, vi romerskse børn født lige efter anden verdenskrig gik i hele året rundt. Nok fordi der ikke var råd til stof til lange bukser. Vi betragtede med misundelse de voksne, der om vinteren gik i lange lune flannelsbukser,

De første lange bukser fik jeg som 12-årig, efter at jeg i årevis havde frosset mine flotte ben halvt ihjel.

I Danmark er det modsat. Alle børnene er klædt i lange bukser. Når de bliver voksne, skynder de sig at befri sig for bukseburet og smutte i shorts, fortrinsvis hvide shorts.

Navnlig når de er på ferie i Italien.

Turisten bliver behandlet derefter.

Sådan ville en moden stilfuld italiener aldrig drømme om at klæde sig i udlandet.